OS2longread: Open source hardware til hospitaler i corona pandemien

25 marts, 2020 af
OS2longread: Open source hardware til hospitaler i corona pandemien
OS2 – Offentligt digitaliseringsfællesskab, Rasmus Frey

Coronakrisen kræver nytænkning og open source er ideelt til at understøtte de nye idéer og løsninger. Derfor dykker vi i dette LongRead ned i nogle af de mange eksempler på genistreger og det impact open source har i krisen.

 

Lige nu står vi midt i en sundhedskrise pga. COVID-19s status som pandemi og dets globale udbredelse. 10-20% af de smittede får brug for indlæggelse og ofte intensiv behandling. Derfor har jeg valgt at kigge nærmere på open source hardware til sundhedssektoren.

Den 23. marts meldt DR-nyhederne om, at der kommer mangel på værnemidler i Danmark (masker, håndsprit, visirer mm.) og selvom flere forsyninger var på vej fra Kina den 24. marts, er det inspireret heraf, at jeg vil dykke ned i open source hardware (OSHW), dvs. open source udstyrsdesign til hospitalerne.

 

Lad os få definitionen på plads

Open source hardware (OSHW) er forskelligt udstyr, hvis design er offentliggjort på en open source licens, hvor alle kan studere, ændre, dele og lave et produkt på baggrund af det angivne design/blueprint. Principperne er altså de samme som ved open source software. De eksempler, jeg har brugt heri, er, så vidt jeg er orienteret, open source på nuværende tidspunkt. Det kunne ændre sig senere hen.

 

Proteser, diabetes- og EKG-monitorering

Vi zoomer ind på den generelle sundhedssektor med et par eksempler. Mit første eksempel er E-NABLE, der er open source, men ikke designet specifikt for COVID-19 krisen. E-NABLE er derimod en verdensomspændende bevægelse, der designer proteser med den idé at skabe 3D-printede hænder eller arme til børn, som har mistet dem i forbindelse med sygdom, ulykker eller væbnet konflikt.

Et andet medicinsk open source projekt er NightScout, hvis fokus er sensorer for at monitorere blodsukkerniveauet hos diabetespatienter, og det kan sendes til et hvilket som helst device med internetforbindelse. De beskriver deres modtagerenhed som et gør-det-selv projekt.

Det tredje projekt, som jeg vil nævne her, er et EKG-monitoreringsenhed, hvis design bygges af BITalinos kits og måler hjerterytmen på den, som bærer udstyret.

 

Vi står overfor en global krise

Tilbage til den nuværende krise. COVID-19 er udnævnt til at være en pandemi af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), og vi står overfor en verdensomspændende krise. I Europa har nationalstaterne reageret meget forskelligt. Spanien og Italien har lavet udgangsforbud, Tyskland har lukket grænserne, Sverige har holdt åben i børnehaver og skoler, mens i Danmark… ja, du kender situationen med generelt forsamlingsforbud for grupper over 10 personer, hjemmearbejde, hjælpepakker til erhvervslivet og lukkede offentlige institutioner.

 

Krigen mod COVID-19

Krisen har karakter af en konflikt: En krig imod COVID-19 pandemien. Når vi står en større konflikt, har vi mennesker det med at opdele verden i ”Dem” versus ”Os” og nationalstaten lukker sig om sig selv. Det blev meget vigtigt at hente danskere i udlandet hjem til nationalstaten, da grænserne lukkede og landet lukkede om sig selv for at beskytte den danske befolkning. ”Dem” i dette tilfælde er ikke en gruppe eller en anden stat; det er et virus.Galtungs konflikttrekant

De typiske strategier til konflikthåndtering gælder ikke overfor en pandemi. Galtungs konflikttrekant med ”modsætning-attitude-opførsel” giver ingen mening her og heller ikke prisoner’s dilemma hjælper*. Vi må finde på andre metoder.

Derfor er der kommet en global bevægelse for open source hardware til sundhedssektoren, fx som Hackaday og ProjectOpenAir.

 

Coronaaktiviteterne med fart på

COVID-19 krisen har heldigvis sat gang i flere mennesker verden over, som ønsker at hjælpe til. Både i forhold til software- og hardwareproduktion. Innovation og kreativitet ser overalt.

I Italien, hvor COVID-19 krisen virkelig har fat i disse dage, har et lille firma taget udfordringen om med mangel på ventiler til respiratorer og er begyndt at 3D-printe ventiler (læs Charlottes blogindlæg om situationen).

Der andre aktiviteter, som er værd at nævne bl.a. robotingeniør Cavalcanti og hans partnere brygger på at bygge et bibliotek af opskrifter på open source udstyr til sundhedssektoren, bl.a. handsker og masker.

Også Dr Conor McGinns start-up Akara Robotics. De bygger robotter, der kan sterilisere hospitaler ved at bruge UV-lys.

Desuden arbejder Shingo Hisakawa på NinjaPCR, som er en Real-Time PCR (Polymerase Chain Reaction) til en overkommelig pris, og som kan bruges til at teste for COVID-19.

 

Livsnødvendige projekter

Det, der udmærker alle projekterne, er, at de udover at være open source også er livsnødvendige under COVID-19 krisen. Det videnskabelig tidsskrift HardwareX har også taget kampen op og har åbent for artikler, der omhandler open source hardware til COVID-19 patienters gavn. Det er åbent for submission indtil 1. juni 2020. De lister selv eksempler som fleksible nasal kateter, isolationsrum for luftvejssygdomme (AIIR) og termometre, der kan måle uden fysisk kontakt, som relevante projekter i denne sammenhæng.

 

Åbne designfiler skaber innovation

Open source hardware er vigtigt, fordi åbne designfiler gør det muligt for flere virksomheder, bevægelser eller enkelt personer at innovere på produkterne. Det får udviklingstiden ned og giver kortere time-to-marked til glæde for patienterne og personalet i sundhedssektorer, men også samfundet som helhed.

 

Prisen for en sprøjte falder

Selvom kommercielle virksomheder lige så godt producere til sundhedssektoren, åbner open source metoden op for yderligere innovation og samtidigt sænker det prisen for udstyret. Ned til 5-10% af prisen for fx en sprøjte, det skriver Gerrit Niezen og Parisa Eslambolchilar fra afdelingen for datalog på Swansea Universitet i Storbritannien. Resultatet af open source innovation er altså en højere kvalitet for produktet til billigere penge.

Det, der står i vejen for de fordele, er de lukkede patenter. Det er netop det, der gør, at FabLab i Italien (dem, der producerer 3D-printede ventiler) måtte bygge ventilerne fra bunden – reverse engineering. Fordi den oprindelige leverandør, som ikke kunne levere flere ventiler, holdt på sit patent.

 

Liberalisten og det fri marked

Vi kan give plads til endnu flere open source projekter, som det er nu og det bliver vi nødt til for, der er mangel på udstyr, bl.a. i Danmark. Open source har en idealistisk side, der rigtig udfolder sig i en krise som denne, når der bygges på open source licens tilgængeligt for alle. Samtidigt har open source også en mere liberal side, hvor open source hardware skaber mere konkurrence på det fri marked. Begge yderligheder har en fordel i innovation og kvalitet – og det er uden patenter. Om ikke andet så midlertidigt. Kan vi fjerne patenterne? Nok ikke, men vi kan arbejde på at flere projekter – hardware og software – bliver open source.

 

Det var alt for mig. Skriv gerne kommentarer og supplerende oplysninger i kommentarfeltet herunder. Vi lyttes ved.

 

*Kilde: Ramsbotham, Woodhouse & Miall (2005): Contemporary Conflict Resolution

NBC skriver om det samme, men er ikke nævnt.

 

--------

Illustration: Martin Sanchez på Unsplash.com