iVolunteer: Støt jeres frivillige og -koordinatorer

15 december, 2019 af
iVolunteer: Støt jeres frivillige og -koordinatorer
OS2 – Offentligt digitaliseringsfællesskab, Rasmus Frey

Frivillige kan godt have brug for en håndsrækning engang i mellem. Der kan være forvirrende mange steder at finde frivilligjobs eller intern information. Her viser Københavns Kommune en løsning. Det er en platform, som hedder iVolunteer.

 

Den 14. december udsendte DR.dk en artikel om forskellene på, hvordan danskerne giver til nødhjælpsorganisationerne Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors. En af de regionale forskelle er ifølge artiklen, at hovedstaden har flere faste betalere, mens jyderne giver mere af deres tid til nødhjælpsorganisationerne. Trods denne lettere forenklede fremlægning, har Københavns Kommune haft stor succes med platformen Cph Volunteers for frivillige og -koordinatorer.

Cph Volunteers er bygget på iVolunteer

Den digitale platform Cph Volunteers bygger på løsningen iVolunteer, som du nu kan få fingrene i. iVolunteer er for frivillige og frivilligkoordinatorer, og den digitale platform gør det nemmere for dem at matche og bruge hinanden. Den er udviklet i 2014 for Københavns Kommune og har været i brug i fem år.

Støtte om at være frivillig og -koordinator

Igennem iVolunteer kan borgerne oprette en profil og tage frivilligvagter, og samtidigt bliver det lettere for koordinatorer fra f.eks. et event, forening eller kulturhus at søge frivillige, hente vagtplaner, evaluere indsatser, udsende mails mv. Platformen gør det lettere at være frivilige, fordi de frivillige får lettere ved at matche med det, de har lyst til at deltage i, indgå i kommunens/byens frivilligkorps og følge deres historik. Samtidigt bliver det organisatoriske nemmere for frivilligekoordinatorerne, der kan spare tid og penge på administration.

Cph Volunteers har i den tid den har været i brug serviceret 6.000 frivillige og 500 events til værdi for byen, de frivillige og organisationen.

 

Formålet med platformen er at gøre det nemmere at samle alle kommunens/byens frivilligtilbud ét sted, understøtte frivilligindsatser og styrke deres fællesskab.

 

Ønsker du at vide mere om løsningen, kontakt ivolunteer@kk.dk

 

iVolunteer søger samarbejdspartnere, så løsningen kan blive del af OS2-fællesskabets portefølje. Er du interesseret i at være med, kontakt OS2-sekretariatet på os2@os2.eu

 

Læs folderen for mere info om løsningen.

Vores blogs