Skip to Content

Fra all-inclusive aftaler til moderne samarbejde

Indlæg af Jan Maack Kjerbye, Enterprise Arkitekt ved OS2-fællesskabet
11 november, 2025 af
Sisse Karlsson

Indlægget er skrevet af Jan Maack Kjerbye, Enterprise Arkitekt ved OS2.

Den offentlige sektor står midt i et paradigmeskifte: fra tunge totalleverancer til mere åbne, fleksible og samarbejdsbaserede aftaler. Men hvordan sikrer vi, at vores kontraktformer følger med den teknologiske og organisatoriske udvikling?

Når vi som offentligt digitaliseringsselskab indgår leverandøraftaler, bør vi løbende spejle os i national og international best practice. Som OS2 fællesskabets enterprise-arkitekt anbefaler jeg, at vi ikke sakker bagud, men i stedet følger med udviklingen ved at modernisere vores aftalemodeller.

KOMBIT har taget skridtet

KOMBIT har allerede taget skridtet med deres nye fælles driftsplatform, hvor de adskiller ansvarsområder, fokuserer på kernekompetencer hos leverandørerne og satser på ensretning af teknologivalg på deres platforme.

Læs mere hos KOMBIT: https://kombit.dk/aktuelt/nyheder/2025/okt/kombit-sender-ny-faelles-driftsplatform-i-udbud

Ved at begynde bevægelsen fra at hyre én leverandør med totalansvar til en model, hvor ansvarsområder er klart adskilt (fx drift, udvikling, support), skaber vi langt bedre rammer for at professionalisere vores open source-produkter. Denne øvelse er en helt naturlig følge af en professionaliseringsindsats og følger bl.a. anerkendte risikostyrings- og governanceprincipper som “Separation/Segregation of Duties (SoD)”.

Resultatet er, at vi kan levere interoperabilitet på tværs af løsninger, reducere risikoen for leverandørafhængighed og ydermere styrke produkternes leverancer på kerneområder som sikkerhed og compliance.

Det handler ikke om at gøre tingene mere komplekse – tværtimod

Det handler om at bygge et økosystem, hvor innovation og ansvar går hånd i hånd. Et økosystem, hvor hver komponent er uafhængig, stærk, gennemsigtig og kan spille sammen. Det er sådan, vi sikrer kvalitet i vores portefølje, til gavn for både myndigheder, borgere og leverandører. Uden at indskrænke fællesskabets handlefrihed til at vælge de bedste løsninger, når behovene ændrer sig.

Jan Maack Kjerbye
Enterprise arkitekt ved OS2.


Find baggrund og referencer på siden Enterprise Architecture Patterns – en statisk informationsside med beskrivelser af udvalgte guides, principper og beslutningsnoter (ADR) for OS2's arkitekturarbejde. 

Gå til siden → Enterprise Architecture Patterns