OS2sofd - ERFAdag
Din mulighed for at blive inspireret til brug af andre funktioner og at sparre med andre kommuner
Endeligt program
Kl. 09:00 – 09:30 Ankomst og let morgenmad
Kl. 09:30 – 09:50 Velkomst
Kl. 09:50 – 10:00 Kort pause
Kl. 10:00 – 12:00 Workshoprunde 1
Kl. 12:00 – 13:00 Frokost
Kl. 13:00 – 15:00 Workshoprunde 2
Kl. 15:00 – 15:20 Pause
Kl. 15:20 – 15:30 Fælles afrunding
Færre oplæg – mere tid til sparring
Ved dette ERFA-arrangement har vi skruet ned for antallet af workshops og op for tiden til de enkelte. Det giver bedre muligheder for at gå et spadestik dybere i dagens emner, dele erfaringer med andre kommuner og omsætte dagens input til egen praksis.
Valg af workshops: samlet eller fordelt?
Som kommune kan I med fordel overveje, hvordan I ønsker at fordele jeres deltagelse på dagens workshops:
- Deltager I samlet i de samme workshops, får I et fælles afsæt for dialog og refleksion og står stærkere i den efterfølgende lokale prioritering og implementering.
- Fordeler I jer på forskellige workshops, får I en bredere faglig dækning og flere perspektiver med hjem, som kan samles og omsættes i fællesskab efterfølgende.
Begge tilgange kan give stort udbytte. Det afgørende er, at I på forhånd tager stilling til, hvad der giver mest værdi i jeres kommune.
OS2sofd er mere end et system – det er også et fællesskab, som kommunerne kan bruge på forskellige måder.
I workshoppen undersøger vi, hvordan jeres kommune bruger fællesskabet i dag, og hvilke muligheder der er for at dele erfaringer, påvirke og bidrage.
Du går hjem med nye perspektiver på fællesskabet, relevante sparringskontakter og idéer til, hvordan fællesskabet kan skabe værdi i jeres kommune.
Facilitatorer: Erling Haunstrup Poulsen (Syddjurs Kommune) og Ane Bundgaard Andreasen (Syddjurs Kommune)
Skoleområdet har sine egne identiteter, institutionsstrukturer og datakilder. Men hvor forskellige er skoledata egentlig fra de person-, organisations- og tilhørsforholdsdata, vi allerede arbejder med i OS2sofd?
Med udgangspunkt i konkrete erfaringer fra kommuner undersøger workshoppen, om skoleområdet kan rummes i en fælles organisationsmodel, eller om der er behov for særskilte modeller.
Facilitator: Rasmus V. Rasmussen (Hjørring Kommune)
Bidragsydere: Karsten Karlsen (Skanderborg Kommune), Claes Jensen (Kalundborg Kommune) og Jan Kjellerup (KOMBIT)
Anvender I OPUS som kilde til organisations- og ansættelsesdata? Så er kvaliteten af jeres OS2sofd-løsning kun så stærk som det fundament, OPUS leverer.
På workshoppen sætter vi fokus på samspillet mellem OPUS og OS2sofd, og hvordan en velstruktureret OPUS-organisation kan understøtte automatisering, datakvalitet og sammenhæng på tværs af systemlandskabet. Med afsæt i konkrete erfaringer fra Faxe Kommune ser vi på både gevinster, udfordringer og integrationen til den nye OPUS API.
Deltagerne får konkrete erfaringer med hjem, mulighed for at sparre med kommuner i samme situation og et bedre grundlag for at arbejde med datakvalitet, struktur og integration mellem OPUS og OS2sofd.
Facilitatorer: Mikko Winther Heyde (Faxe Kommune) og Erling Duun Lynggaard (Faxe Kommune)
Bidragsyder: Peter Søgaard (Digital Identity)
Syddjurs Kommune var med fra OS2sofd’s spæde begyndelse, dengang systemlandskabet så markant anderledes ud, end det gør i dag. Men hvordan fastholder Syddjurs Kommune OS2sofd som en central byggesten, når behov, teknologier og organisering løbende forandrer sig?
Med afsæt i Syddjurs Kommunes erfaringer ser vi på, hvordan OS2sofd er gået fra idé til grundsten i arkitekturen, hvilke udfordringer der er opstået undervejs, og hvordan kommunen har tilpasset sig et forandret landskab uden at flytte OS2sofd ud af centrum.
Workshoppen giver samtidig deltagerne mulighed for at diskutere, hvad det betyder at sætte OS2sofd i midten i dag, og hvordan vejen dertil kan se ud i deres egen kommune.
Facilitatorer: Jon Badstue Pedersen (Syddjurs Kommune) og Jeanette Neve Germansen (Syddjurs Kommune)
Kortlæg dit OS2sofd-netværk
Fælles for alle workshops er ønsket om at hjælpe dig som deltager med at kortlægge og udvide dit OS2sofd-netværk.
Alle workshops tager afsæt i konkrete aktiviteter, der styrker relationerne på tværs af kommuner og skaber nye forbindelser i fællesskabet. Målet er, at du som deltager kan spejle din kommunes situation i andre kommuners erfaringer og gå hjem med én eller flere nye sparringskontakter. Det kan være kommuner, der anvender OS2sofd på samme måde som jer, eller kommuner, der kan bidrage med erfaringer til en konkret udfordring, et kommende initiativ eller en ny retning i fællesskabet.
Faciliteret af fællesskabet
Dagens workshops er udviklet af kommuner fra fællesskabet, der selv anvender OS2sofd i praksis. Indholdet bygger på konkrete erfaringer, opnået viden og en fælles nysgerrighed på de muligheder og udfordringer, der præger det kommunale systemlandskab.
Tilmeldingsfrist: 26. oktober