Skip to Content


Fælles inspirationsdag: organisations-, bruger- og rettighedsstyring

Vi skal ikke ændre på hinanden og vores valg af løsninger, men hjælpe hinanden med at kvalificere de setup, som vi hver især arbejder med lokalt.

Fælles inspirationsdag: organisations-, bruger- og rettighedsstyring


Organisationsstyring, brugerstyring samt rolle- og rettighedstildeling er en stor og vigtig opgave.  Det løftes sjældent alene i ét produkt, men via en kombination af løsninger, der tilnærmer sig et IAM-setup.  

Blandt medlemmer i OS2 går især tre produkter igen: OS2sofd, OS2rollekatalog og OS2mo. 

Uanset valget af løsninger, har kommunerne enslydende målsætninger: Vi skal imødekomme de stigende krav fra lovgivning og revision, og så skal de autoritative data bruges til to af de mest hypede udviklingsområder indenfor digitalisering: dataunderstøttet ledelse og automatisering af arbejdsgange.  

Ved at lave en inspirationsdag om opgavefeltet, frem for om det enkelte produkt, håber vi at sætte den samlede viden indenfor OS2 i spil – starte samtaler og bygge relationer. 

Vi skal ikke ændre på hinanden og vores valg af løsninger, men hjælpe hinanden med at kvalificere de setup, som vi hver især arbejder med lokalt.  

WORKSHOPS


Alle workshops er tilrettelagt med henblik på at rumme alle deltagere, dvs. emnet adresseres på en måde, så det er relevant uanset hvilke produkter man har i anvendelse/planlægger at anvende. 

Tilmelding til workshops sker separat forud for arrangementet.

Stamdata for telefoni – udfordringer og gevinster 

Hvordan skaber vi orden i stamdata for telefoni og får styr på de mange systemer, processer og integrationer? I denne workshop går vi sammen på jagt efter fælles udfordringer – og de gevinster der ligger foran os.  

Erling Poulsen fra Syddjurs Kommune og Mikael Olsen fra Ballerup Kommune præsenterer. 

Målgruppe:  

  • Alle med interesse for stamtdata for telefoni 


Rundbordsdrøftelse om de tre produkter: OS2mo, OS2sofd og OS2rollekatalog 

Vi placerer os om tre borde og taler om grundlæggende funktionalitet i de tre produkter. 

Formålet er at etablere grundlæggende viden for deltagere, der ikke kender så meget til produkterne endnu. Det er for jer, der er nysgerrige på at få mere viden om produkterne, og hvordan de kan understøtte arbejdet med en kommunens organisationsstyring-, brugerstyring samt rolle- og rettighedstildeling.  

Deltagerne kommer omkring alle tre produkter. 

  • Fælles intro til workshop: 5 min. 

  • Du placerer dig ved ét af tre borde med en produktkoordinator og hører om ét produkt: 12 min. (runde 1). 

  • Produktkoordinatorer skifter bord og du hører om et andet produkt: 12 min. (runde 2) 

  • Produktkoordinatorer skifter bord og du hører om et tredje produkt: 12 min. (runde 3) 

  • Fælles afslutning: 5 min. 

Mette Valbjørn fra OS2rollekatalog,  Claes Jensen fra koordinationsgruppen i OS2sofd, Anne Bie Hansen og Mikael Philip Lindbirk Olsen fra OS2MO præsenterer. 

Målgruppe:  

  • Nye og kommende anvendere af OS2mo, OS2sofd og OS2rollekatalog 


Vikarløsninger - status og visioner 

Denne workshop sætter fokus på, hvordan vi løser udfordringen med vikarer, der møder uden for normal arbejdstid og har behov for midlertidige rettigheder. 

Kim Bøgsted fra Viborg og Rasmus Dehn fra Brøndby præsenterer to forskellige løsninger som oplæg til dialog ved bordene.   

Moderator: Rasmus Vandkjær Rasmussen, i koordinationsgruppen for OS2sofd 

Målgruppe:  

  • Alle med interesse for vikarløsninger 


Central styring af organisationen: Implementering, drift og vedligehold af en organisationskomponent  

At skabe og vedligeholde masterdata om organisationen er en kompleks opgave. Afhængigheder mellem systemer og arbejdsgange binder også aktører sammen: HR & Løn, IT & Digitalisering, samt ledere og nøglepersoner decentralt.   

Ballerup Kommune har over 10 års erfaring – først med APOS og herefter OS2mo. IT-arkitekt, Signe Rostved sætter ord på status, læring og tanker om sikring af vedligehold og videre værdiskabelse. 

Horsens Kommune er i den indledende fase med ibrugtagning af OS2sofd, samt etablering af nyt data warehouse og står i den forbindelse overfor større ændringer i bagvedliggende masterdata og infrastruktur. IT-arkitekt, Michelle Merling, vil fortælle om det analysearbejde der gennemføres for at nå godt i mål. 

Herefter inviterer vi til spørgsmål og fælles drøftelse. 

Moderator: Anne Bie Hansen, community manager OS2mo. 

Målgruppe:  

  • Arkitekter, ledere eller konsulenter der arbejder med den strategiske styring af IT-landskabet, hvor masterdata på organisationen er i fokus eller har betydning. 


Organisationsdata på sundhedsområdet - Afstem FK Org og SOR-registret  

I Organisationssynkroniseringssystemet (FK OSS) kan eksisterende ORG- og SOR-enheder kobles sammen. Det kan forenkle administrationen og styrke kommunens arbejde med at etablere korrekt masterdata. Der er dog nogle overvejelser, man bør gøre sig som kommune, for at afgøre om løsningen skal i brug lokalt.  

På denne workshop vil Peter Hansen fra KOMBIT orientere om løsningens funktionalitet og forudsætningerne for at implementere den. Per Guldbæk Kristensen og Mette Thomsen fra Frederikshavn Kommune deler deres praktiske erfaringer og giver gode råd til en eventuel implementering. 

Målgruppe:  

  • Kommuner der overvejer at tage FK OSS i anvendelse 

  • Medarbejdere der arbejder med kommunens data i FK Organisation/organisatoriske masterdata 


OS2-workshop: Hvordan understøtter vi samspil mellem produkter?

Rasmus Frey fra OS2 sekretariatet sætter i denne workshop fokus på, hvordan OS2mo, OS2rollekatalog og OS2sofd i dag er organiseret som selvstændige produkter, og hvad det betyder for samarbejdet på tværs. 

Formålet er at skabe et fælles billede af styrker, udfordringer og muligheder og åbne for en dialog om, hvordan vi kan udvikle det tværgående samarbejde på en måde, der giver mening i OS2’s og kommunernes virkelighed. 

Sessionen tager udgangspunkt i OS2’s egne styringsprincipper: åbenhed, ejerskab og samarbejde tæt på koden. Pointen er at undersøge, hvordan disse principper kan bruges som praktiske redskaber til bedre koordinering og mere sammenhæng mellem produkterne. 

Sessionen er dialogbaseret, uformel og kræver ingen særlige forudsætninger kun kendskab til produkterne og interesse for samarbejdet og OS2’s strategiske retning. 

Målgruppe:

Alle er velkomne - men denne workshop er særlig relevant for personer som: 

  • Har et par års erfaring fra koordinations-og/eller styregrupper 

  • Har viden om og interesse for arkitektur/strategisk styring af produkterne 


Program


9:00 Ankomst, kaffe og morgensnacks

9:30 ​Velkomst ved produktkoordinatorerne for de tre produkter

9.45 Keynotes 
     Læring fra KL modenhedsanalysen til arbejde med brugerstyring

​Tim Olsen, Senior Associate, PwC & Henrik Kaaber, Director, PwC​

Fælleskommunalt Organisationssystem (FK Org) på kort og lang sigt

​Martin Bo Jensen, arkitekt, KOMBIT

11:00 ​Pause 

11:15 ​​ ​Workshops - runde 1

12:00 Frokost  

13:00 ​Workshops - runde 2 

13.45 ​Pause

14:00 Workshops - runde 3

15:00 ​Fælles afrunding og eftermiddagskage

15.30 Tak for i dag

Spørgsmål angående inspirationsdagen?

Jasmin Palander Randorff, community manager for OS2sofd, på japra@syddjurs.dk

Anne Bie Hansen, community manager for OS2MO, på ANH1@balk.dk

Mette Valbjørn, produktkoordinator for OS2rollekatalog, på metva@favrskov.dk


Tilmeldingsfrist

 5. januar 2026



Dato og tidspunkt:
mandag den 19. januar 2026
09.00 15.30 (Europe/Copenhagen)
Tilføj til kalender
Sted: online! 

ToRVEhallerne Vejle

Fiskergade 2-8
Vejle 7100
--ToRVEhallerne Vejle--

Vejviser

Arrangør:

OS2rollekatalog, OS2sofd og OS2MO

--OS2rollekatalog, OS2sofd og OS2MO--