Da Rapport App blev til Mira

12 juni, 2020 af
Da Rapport App blev til Mira
OS2 – Offentligt digitaliseringsfællesskab, Rasmus Frey

En app til registrering af fx smerte, humør og aktivitet er blevet udviklet i Aarhus Kommune, men det tog et pilotprojekt og flere aktører at få den op at leve.

For 4-5 år siden arbejdede fysioterapeut Anders Rosgaard fra Aarhus Kommune med en udfordring. En udfordring som han ikke var alene om og som krævede et værktøj. Derfor opfandt han en app: Rapport App. Udfordringen var, at i arbejdet med borgere med lidelser, som afholdt dem fra at arbejde, mødte han ofte en situation, hvor borgeren havde svært ved at huske, hvad der var sket siden sidst.

 

Hvordan er det gået?

Anders spurgte sine borgere, hvordan det er gået siden sidst: ”Det svar vi fik der, oplevede vi godt kunne være noget mangelfuldt. Ikke nødvendigvis fordi borgeren ikke ønskede at fortælle os, hvordan det var gået siden sidst, men simpelthen fordi de kunne have svært ved at redegøre for det og huske, hvad der egentligt var sket i deres liv siden sidst vi sås.” Det syntes Anders var ærgerligt, så han tog sagen i egen hånd og begyndte at arbejde på Rapport App. Opfinderpuljen i Aarhus Kommune gav Rapport App sin første økonomiske indsprøjtning.

 

Notifikationer til at minde om registrering

Én af Rapport Apps fordele i forhold til mere analoge metoder for smerteregistrering var, at appen kunne udsende notifikationer og minde patienterne, om at de skulle smerteregistrere. ”Vi fandt ret hurtigt ud af at notifikationer var ret afgørende, for at borgeren fik udfyldt og fortalt, hvad de gik og lavede. Uden dem så var det lige som kinabogen, så glemte de det”, forklarer Morten.

Rapport App var prototypen til den eksisterende Mira-app (OS2mira). I arbejdet med prototypen lærte Anders og holdet, hvad det kræver at køre en app med implementering og drift.

OS2mira været mange år undervejs, hvor vi har lært rigtig meget om, hvad der fungerer ved en god app – og hvad der ikke fungerer. Det er fedt at kunne sige, at vi i dag står med en gennemarbejdet app, der gør hverdagen lettere og bedre for brugerne. Vi håber selvfølgelig på, at rigtig mange brugere i Danmark vil tage appen til sig. 

– Anders Rosgaard, fysioterapeut, Aarhus Kommune

 

Se videoen om Rapport App

 

Denne gang har Anders Rosgaard, Morten Vedsø Szygenda og hele holdet omkring dem en langsigtet plan inddelt i faser. Pt. har Mira-appen netop afsluttet fase 1, hvor teamet har involveret flere aktører rundt omkring i kommunen, bl.a. bostøtteenheden som mulige brugere og CFIA (Center for Innovation Aarhus) til assistance til implementering.

En ny explainer video for Mira-appen er på vej.

 

 

Følg projektet for at få flere OS2mira nyheder lige ned i indbakken.

Er du interesseret i at bruge OS2mira eller indgå i en arbejdsgruppe sammen med Aarhus Kommune, så kontakt OS2sekretariatet på os2@os2.eu

Tags
Vores blogs