Blog: Opgavetyveri? Slå koldt vand i blodet

2 maj, 2018 af
Blog: Opgavetyveri? Slå koldt vand i blodet
OS2 – Offentligt digitaliseringsfællesskab, Rasmus Frey

- men lad os nu få styr på tingene internt

Tak for et godt årsmøde i sidste uge. Vi havde nogle rigtig gode diskussioner om leverancemodeller, men vi kunne godt trænge til endnu mere debat.

En aggressiv regering, flankeret af DI og Dansk Erhverv, bruger mange gode kræfter på at bekæmpe det, de kalder 'offentligt opgavetyveri'. Det har givet rystelser ind i OS2, men jeg foreslår, at vi bruger vores begrænsede kræfter på noget bedre og mere konstruktivt end at gå i infight med kritikerne.

I marts lagde dagbladet Børsen spalter til et ganske kort sammenstød mellem Joachim B. Olsen (LA) og Eva Kjær Hansen (V) på den ene side og SBSYS' ledelse på den anden. Og grunden til, at sammenstødet blev kort, var at der ikke er noget at komme efter. Ikke længere i hvert fald. Og der har da heller ikke været nogen kritiske indlæg siden, såvidt jeg kan orientere mig.

En del af grunden til, at der er blevet stille er, at de kritiske røster helt enkelt ikke har gjort deres forarbejde særlig godt. For der er mange brugerklubber og flere måder at omgå udbudspligten på. SKI og Kombit er eksempler på kommunalt rettede indkøbsorganistioner, der via aftaler afløfter udbudspligten. Og på det statslige område har Moderniseringsstyrelsen indgået 75 aftaler med flere hundrede leverandører, som de statslige myndigheder enten kan eller skal henvende sig til, hvis de vil have alt fra papir og kuglepenne til kopimaskiner, PC'er og software.

Som en af de mindre leverandører, der har vanskeligt ved at komme på de store statslige og kommunale aftaler, er det afgørende, at der findes et forum som OS2, der kravstiller og udbyder løsninger. Det sker åbent, og alle kan være med, hvis de vil levere ydelserne på en open source-licens. Det er åben konkurrence om noget.

Lad os få styr på butikken internt

Jeg tror ikke, nogen kan være uenige i det, jeg har skrevet indtil videre, men det her er jo en blog, og vi kan ikke alle være venner. Derfor to slag med halen til sidst, som ikke nødvendigvis falder i god jord:

For det første: Ja, det er rigtig godt, at SBSYS nu har fem private leverandører, der leverer til hele kæden i it-udviklingsprocessen - it-udvikling, support, implementering og undervisning. Det er bedre end tidligere, hvor Ditmer stod for det hele, og det er også fint, at SBSYS-brugerklubben har bevist, at systemet kan skifte hænder ved at tildele Miracle softwareudviklingen.

Men hvorfor ikke gå hele vejen og frigive kildekoden til SBSYS på open source-licens, sådan at konkurrencen kan bredes ud? Magentas produkter kan hentes på enten vores eget GitHub-repositorie eller hos OS2, og vi oplever konkurrence på nogle af vores produkter fra andre leverandører, der har hentet et produkt og nu sælger det til kunder og videreudvikler på produktet. Det ER altså den rigtige måde at gøre det på, og OS2 gør sig unødigt sårbare ved at huse en mellemvare som SBSYS.

For det andet: Vi er heldigvis flere og flere, der leverer software på open source-licens. Det afspejles også på OS2.eu, hvor 55 private leverandører indtil videre er partnere. For en stor del af partnervirksomhederne er det imidlertid en gratis omgang, for de har aldrig frigivet noget på open source-licens.
Jeg taler ikke for, at alle skal følge Magentas eksempel og frigive den samlede kode på open source-vilkår - mindre kan gøre det - men hvis man kun står på hjemmesiden og ikke leverer noget overhovedet på open source, så svarer det til at være underskriver på kampen mod børnearbejde og samtidig have en tøjfabrik i Bangladesh, der har 8-årige til at sy tøj 12 timer dagligt. Just saying...

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og selv om OS2 gerne vil have mange medlememmer af klubben ud fra devisen 'Jo flere vi er, desto større indflydelse', så mener jeg, OS2 skyder sig selv i foden ved at lade leverandører pynte sig med ufortjente fjer.

En simpel model, der er nem at håndhæve, er at lade leverandører komme på listen, hvis mindst én offentlige myndighed har sagt god for, at den pågældende leverandør har leveret et navngivet system - eller systemkomponent - på open source-licens.

Hvis OS2 tager konsekvensen af sine vedtægter, der pålægger OS2 at "udbrede kendskabet til og brugen af open source" og gennemfører de to forslag ovenfor, så vil man skille skæg fra snot og i øvrigt medvirke til, at OS2 kan melde klart ud over for kritikere, der synes, det er en anelse rodet.

Tags
Vores blogs