OS2-året 2023

- med Rasmus' monokel
20 december, 2023 af
Sisse Karlsson

Kære læser,

du har gættet rigtigt. 

Det er allerede blevet tid til årets sidste nyhedsblog fra OS2. 

Vi kunne have stykket en lang (lang!) liste sammen, med alle de banebrydende, nye, vigtige ting, der er sket i 2023 – men nogle gange skal der noget andet til.

Så i stedet for, at du skal læse fire kilometers bulletpoints over alt det, vi alle sammen kan være stolte af, at have opnået i år, gør vi noget andet. 

For hvordan ser der ud fra styrmandens stol? Hvilket tilbagelagt terræn kan vi vende os om og beskue, med Rasmus’ kikkert? Det er trods alt manden med overblikket – og jeg synes vi alle sammen fortjener at låne Rasmus’ monokel for en stund. 

Derfor satte jeg Rasmus stævne og stillede ham den slags spørgsmål, der både kræver, at blikket løftes og at der mærkes godt gammeldags efter. Tak for at være med på idéen, Rasmus.


Vi kaster os ud i det, Rasmus. Når du tænker tilbage på januar 2023, hvad husker du så som det vigtigste fokus, og har det ændret sig? 

Rasmus: I januar var fokus rettet mod strategiske indsatser og sænkning af barrierer. Det fokus er nu blevet forstærket, især med øget opmærksomhed på it-arkitektur og nye læringer fra FOSDEM i februar. Turen til FOSDEM var helt klart også flot fremme på tegnebrættet i januar. Det glædede vi os til! 


Hvad synes du er nogle af de vigtigste begivenheder i OS2-regi i 2023?

Rasmus: Styrkelsen af OS2-sekretariatet og i den forbindelse øget professionalisering har rustet os til at udføre kerneopgaverne. Introduktionen af produktkoordinatorer til flere og flere produkter og den stigende nationale og internationale anerkendelse for vores samarbejde og deling af løsninger er også afgørende milepæle. 

Det registrerer jeg nemlig også fra min stol – vi bliver bemærket og anerkendt både herhjemme og uden for landets grænser. Mange internationale aktører kigger misundeligt på OS2 fordi vi har bevist evnen til at skabe løsninger i fællesskab og dele løsninger – tæt på forretningen. 


Kan du nævne noget, du har lært i 2023 i OS2regi, som du tror får indflydelse fremover? 

Rasmus: Jeg synes der er en vigtig læring, som har været tydelig i år om, at hvis vi virkelig vil skabe brugervenlige, delbare, løstkoblede systemer, så skal vi være mere hardcore omkring vores governancemodel. 

Historisk har der af ressourcemæssige og strategiske årsager været en lidt blødere holdning til niveauerne og lidt mere luft omkring kravene til OS2-produkter. Dels fordi vi gerne ville have produkter i porteføljen – og det har været godt, for porteføljen er virkelig blevet flot. 

Nu er vi kommet til et sted, hvor bevidsthed om, at det altså er nødvendigt ikke at være for laissez fair med governancekrav til produktniveauerne kommer mere og mere til syne i vores arbejde. Nu har vi faktisk en overordnet betalingsmodel og løbende fået flere ressourcer i sekretariatet, og derfor bedre grundlag for at levere på det i endnu højere grad i fremtiden. 



Bare lige for at følge op på den, Rasmus: Hvor vigtigt er OS2's arbejde i forhold til interoperabilitet? 


Rasmus: OS2's arbejde er afgørende, især når der er overordnede krav til interoperabilitet mellem løsninger. 

Her er open source og OS2’s principper ganske enkelt uvurderlige. 

Det kan måske lyde måske lidt stort, men jeg vil næsten sige, at jeg har haft en lille åbenbaring omkring, at det vi laver i os2 er afgørende for, at strategiske målsætninger som interoperabilitet, genbrug af løsninger og samskabelse overhovedet kan lade sig gøre. 

Og med den er der i mine øjne også sat stor fed streg under det faktum, at organisationer, der arbejder med det her, skal have ressourcer rent faktisk at gøre det. Det er meget tydeligt at se, at man snakker om det, som OS2 laver på højt niveau. 

Derefter er der desværre et kæmpe gab ned til, at det skal udmøntes. Der er behov for mere handling bag ordene på lavere niveauer. 

Når man på et højere strategisk niveau siger, at vi skal arbejde i en bestemt retning (med interoperabilitet, værdiskabende og delbare løsninger, red.), fordi det så betyder at vi kan blive mere effektive, og at vi kan få flere hænder – så kan man ikke ignorere den opgave, som OS2 løser. Det er mit syn på det. 


Den her har jeg glædet mig til: Har du et juleønske til det offentlige Danmark? 

Rasmus: Ja! Ønsket om et OSPO (Open Source Program Office) for at hjælpe med deling, genbrug og skalering af digitale løsninger. Et task force til alternative IT-løsninger og exit-strategier ville også være værdiskabende og besparende – og ikke et øjeblik for sent. 

Og her kan OS2-fællesskabets arbejde jo ikke ignoreres. 


Så - er der noget, du er særligt stolt af i 2023? 

Rasmus: Det er et svært spørgsmål. 

Der er meget at vælge imellem, og samtidig sker mange ting løbende, i understrømmen. 

Skal jeg pege på en konkret situation, så er det selvfølgelig at blive anerkendt i top 6 blandt 96 europæiske open source initiativer af Europakommissionens OSPO og tilhørende jury til OSOR konferencens award-uddelingen. Det er er en stor bedrift. 


Jeg er jo nødt til at slutte af med dette spørgsmål: Hvad ser du frem til i 2024?

Rasmus: Jeg ser frem til resultaterne af KL’s og Digitaliseringsstyrelsens projekt om genbrug af software. 

Så glæder jeg mig også til at vi internt får udarbejdet endnu mere materiale, brugervenlige vejledninger og skabeloner til vores arbejdsgrupper, både i eksisterende og nye produkter. 

Vi kommer også til at samarbejde tættere sammen med produktkoordinatorer ude i kommunerne, og det glæder jeg mig også til. 

Rasmus fortsætter: Og så skal man vel afrunde med en sætning som denne: 

Dette har været et begivenhedsrigt år for OS2, og vi ser frem til fortsatte fremskridt og samarbejde i det kommende år. Skal man ikke? Det er så sandt som det er sagt i hvert fald. 


Fra OS2-sekretariatet ønsker vi dig en glædelig jul. 


Må årets sidste dage bringe dig en masse godt – og så glæder vi os til at fortsætte det gode (sam)arbejde i 2024.



På vegne af OS2-sekretariatet,
Sisse Karlsson

Vores blogs